Præsternes side

Birgitte Krøyer

Provst og sognepræst Birgitte Krøyer kan kontaktes på:

Tlf. 51 17 24 50 eller 97 86 50 16

Mail bikr@km.dk

Er der tale om korrespondance der har med personfølsomme oplysninger fx i forbindelse med dåb, bryllup osv. bedes du gøre brug da dette link 


Erik Bro Lavdal

Sognepræst Erik Bro Lavdal kan kontaktes på

Tlf. 24447445

Mail ebl@km.dk

Er der tale om korrespondance der har med personfølsomme oplysninger fx i forbindelse med dåb, bryllup osv. bedes du gøre brug da dette link

Skt Hans...

Skt. Hans dag er den 24. juni. Her til lands har vi tradition for at tage lidt forskud på glæderne, og det gør vi så også til Skt. Hans. Vi fejrer dagen aftenen inden med bål og taler.

Binde livet sammen.

Skt. Hans det er en af årets faste traditioner. Og traditioner er som den røde tråd i vores liv.

Traditioner er det, vi giver videre til næste generation. Og det er vigtigt at få givet traditionerne videre. Både det vi gør; men måske ikke mindst, hvorfor vi gør det. Hvorfor vi bliver ved med at tænde bål - og huske, hvad bålet betyder.

For den røde tråd, traditioner er det, der er med til at binde livet sammen. Der er traditioner året rundt. Traditioner omkring juletid, til fødselsdag, traditioner, når det bliver sommerferie - traditioner vi ikke synes, der skal røres for meget ved.

Der er også traditioner livet igennem. Vi gør noget, når et barn kommer til verden. Vi har traditioner, når man bliver gift, og når et menneske dør, træder der også traditioner og skikke i værk.

Den røde tråd.

Udtrykket er importeret af H.C. Andersen. I "Mit livs eventyr" skriver han, at der i den engelske marine igennem alt tovværk går en rød tråd, som antyder, at det tilhører kronen. Tråden var der vel sagtens for at forebygge tyveri. Blev man snuppet med tovværk med den røde tråd i, så det ikke godt ud for én og prøvede man at pille den røde tråd ud, så faldt tovværket efter sigende fra hinanden og så var der jo heller ikke megen fidus ved det.

Men H.C. Andersen føjede til: "Gjennem alle Menneskers Liv og Levnet gaar ogsaa en Traad, en usynlig Traad, der viser, at vi tilhører Gud". Den røde tråd viser noget om, hvem vi tilhører. Og således også, at der i os mennesker er lagt en rød kærlighedens tråd, som gør at vi kan binde os til hinanden - og at vi først og sidst er bundet til Gud.

Sankt Hans aften er ikke en aften til at klippe røde tråde i stykker i.

Sankt Hans aften er en aften, hvor vi bindes sammen i den tradition, der er i at samles omkring bålene. Hygge os med venner og bekendte - forny eller forstærke båndene imellem os - og blive varmet igennem ved glædesblussene.

Fra Sankt Hans til jul…

Indholdet i den tradition går meget længere tilbage end nogen kan huske. Det går helt tilbage til Jesu fødsel - eller et halvt år længere for at være helt præcist. Sankt Hans er egentlig en fødselsdagsfest for Jesu slægtning, Johannes, ham der siden kom til at hedde Johannes Døberen.

Han gik forud for Jesus, banede vejen, oplyste om ham. Som voksen sagde Johannes engang om Jesus: "Han skal blive større, jeg skal blive mindre". Det svarer til, at lyset nu begynder at aftage.

Men når vi en gang kommer frem til december, og Johannes-mørket er allertættest, vil det store lys komme til verden, bryde igennem og sende mørket på flugt dag for dag.

Vi har - året rundt - brug for den tro og det lys, det glædesblus, Jesus kom med. Vi har brug for at få kastet dets stråler helt ind i sjælen., så vi kan leve med glæde - tænde glædesblus og holde mørket fra livet. Derfor ønsker vi hinanden til lykke med, at vi stadig kan fejre Skt. Hans fest.

Glædelig Skt. Hans - og god sommer.

af Birgitte Krøyer
Provst

Til toppen

En mørk aften

"Lad der blive lys" sagde han, tændte for kon-takten, og pludselig blev tusinder af røde og grønne dioder vakt til live. De nøgne træerblev til kupler af lys, og fra tagets udhængglimtede istapper af plastik. Huset og havenblev badet i det svage lys fra de mange lys-kæder og dekorationer. Han trådte et parskridt tilbage, så han rigtig kunne tage det funklende, blinkende og farverige lyshav tilsig. En glorie af kulørt lys omgiver huset, og der i villavejens mørke fremstår huset og haven nærmest som en galakse fuld af liv.

Med skiftet til vintertid har vi for alvor fået lov at mærke, hvordan mørket gør indhug i vores dagligdag. De af præstegårdens vin-duer, der ikke vender ud mod vejens belys-ning, bliver kulsorte længe inden aftensmadener på bordet. Det er nu engang sådan det er ved vintertide. Mørket trænger sig på, og af og til slæber det mismod og tristhed med sig. For det er som om mørket på en elleranden måde suger energi til sig. Det er som en svamp, der stille og roligt dræner os for energi. Og i takt med at den ene dag tager den anden tager natten den ene bid efter den anden af vores dyrebare dagslys.

Og hvad gør vi da som mennesker? Hvad gør vi, når mørket lægger sig som en tungdyne over vort land? Hvad gør vi når det føles som om bare tyngden af det kvæler livet og glæden?

Vi tænder lys! Vi knytter til ved håbet og tænder små og store lys i haver og i stuer.Stearinlys og kulørte dioder kæmper side om side med os, for at mørket ikke skal få over-taget, før lyset igen vender tilbage i al sin pragt. For lys er liv.

Lyset var det første Gud skabte, han skilte det fra mørket, og han så at det var godt. Og ligesiden har mennesket, tændt lys for at spredemørket, for at holde fast ved håbet, og måskefordi det minder os om vores ophav.

I kirken er lys og håb vævet uløseligt sam-men.

"Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men havelivets lys." Sådan siger Jesus om sig selv i Johannesevangeliet.

Han vil altså være vores lys, følges vi med ham i vores liv, vil vi altså vandre med lyset selv ved vor side. Det betyder ikke, at du nu roligt kan lade cykellygter og refleksvesteblive hjemme, men at i ham er livets lys at få. I ham finder vi håbet om det evige liv. Lyset på den anden side af mørket.

Her på jorden bruger vi små lys til at spredemørket. Men der er et mørke som alverdens juletræskæder ikke kan hamle op med, et mørke der af og til kaster ubærlige skyggerover vores liv, det er dødens mørke. Her er vores lys ikke nok, der må noget større og stærkere til. For at skabe lys i det mørke må vi vende os til det lys der blev tændt i en stald i Betlehem for over 2000 år siden, et lys der gik ind i dødens mørke og banede vej igennem det.

Og dét lys, Julelyset, Opstandelseslyset, det brænder stadig, med en flamme der ikke kanslukkes, og det tænder stadig nye lys for dem der døbes.

Så lad os holde fast i at vinteren og særligtjulen er en tid til at tænde lys, en tid til at sprede mørket og minde os selv og hinan-den om at som vinteren en dag får ende og foråret bryder frem, er der også en ende på dødens mørke. En dag skal Julelyset bryde ud i fuldt flor, og da skal vi få lov at se Gudsriges lys i al dets herlighed.

Sognepræst Erik Bro Lavdal.


Alting har sin tid

Kære alle.

Det er meget mærkeligt for mig at sidde og skrive dette, men alting har sin tid, og min tid som sognepræst her i sognene slutter i september måned. Jeg skal fra 15. september være provst i den nordlige del af Herningområdet og bo og være præst i Vildbjerg.

Beslutningen, som er modnet over længere tid, er vi glade for, men glæden ved at skulle starte et nyt kapitel i vores liv er også blandet op med vemod, for vi har alle fire i vores familie været helt utroligt glade for vores godt 16 år her i sognene. Vores voksne børn kan næsten ikke huske, at vi har boet andre steder (se bare på billedet, hvor små børnene var, da vi ankom hertil i 2002). Ølby præstegård er vores børns barndomshjem, og stedet her vil altid have en helt særlig plads i vore hjerter. Vi føler på mange måder, at vi er vokset sammen med sognene på en rigtig god og sund måde. Men måske er det også sundt (både for sogn og præst) ikke at være præst det samme sted hele sit arbejdsliv, og vi tror, at det nu er tiden, at vi skal videre. Når jeg kigger tilbage på min præstetid her i sognene, fyldes jeg af stor taknemmelighed. Jeg har altid haft et fantastisk samarbejde med kirkens ansatte, med skiftende menighedsråd og præstekollegaer. Jeg har altid oplevet at blive taget godt imod af mennesker i sognene, når jeg har været på husbesøg, på plejehjemmet eller på sygehuset og i det hele taget ifm. alle mulige forskellige slags samtaler både i glæde og stor sorg. Jeg bliver meget ydmyg og taknemmelig over at tænke på, hvor mange af jer der har lukket mig ind i jeres fortrolige liv - både når livet er allersmukkest, men også når livet viser sig fra sin mest brutale side.

Når man ser tilbage, så er der virkelig sket mange ting i de 16 år. Vi er gået fra at have tre menighedsråd til at have ét fælles råd. Vi har fået fælles kirkegårdsdrift og ansat en daglig leder og vi har endelig fået bygget kirkehuset i Asp. Der har igennem årene været mange tiltag, som er blevet afprøvet: Kirke- og sognefestival, børnekirken, 5 års-dåbsjubilæumsgudstjenester, seniorkonfirmandundervisning, halmkirke og mange andre ting. Én af de ting, som jeg synes er kendetegnende for sognene, er den fantastiske frivillighedskultur. Jeg har aldrig brugt ret meget tid på at skulle samle frivillige til diverse opgaver i sognelivet. Mange vil gerne give en hånd med. Det er meget værdifuldt - hold fast i det!

De sidste 6 ½ år har jeg kun været 50% præst, da jeg også har været provst. Provstearbejdet har været meget spændende, men har også gjort, at jeg har været nødt til at drosle noget ned på mit præstearbejde. Det har ikke altid været så let at få fordelt min arbejdstid ligeligt mellem præste- og provstedelen, men generelt er det gået godt, synes jeg. Til slut vil jeg gerne sige jer allesammen tusind tak for den tillid, jeg altid er blevet mødt med. Og jeg skal også hilse jer alle sammen fra Lone og vores børn, Hannah og Camilla.

Heldigvis er vi her lige lidt endnu og vi vil nyde hver eneste dag!

Mange kærlige hilsener med ønsket om Guds fred og velsignelse over jer alle!

Carsten Hoffmann


Fuldkornsevangelie og grønne farver

Kirkeåret er en særlig størrelse. År efter år ruller hjulet. Igen og igen gennemlever vi en repræsentation af Jesu liv og levned. Fødsel, død og opstandelse - jul og påske - efterfølges af Kristi himmelfart. Med Jesu liv foldet ud foran os fortsætter kirkeåret ind i pinsen, før trinitatistiden gør sit indtog, og hjulet begynder på ny ved advent. Og ved første øjekast kunne dette kirkeårshjul godt trænge til en afbalancering. I løbet af et halv år brænder vi alle kirkens store højtider af den ene efter den anden. Og derefter - i et halvt år - slider vi på den grønne messehagel, mens de tre andre hænger fredeligt på deres store bøjler. Det er den grønne trinitatistid. Håbets, vækstens og livets farve. Tidligere blev trinitatistiden brudt op af forskellige helgenfester, men de er i dag alle samlet under allehelgensdag, der som den eneste dag bryder det grønne tyranni. Nu er det en bevidst provokation, at jeg skriver "det grønne tyranni" - og jeg vil gerne allerede nu beklage, det er et billigt kneb. Min hensigt er, her hvor trinitatistiden begynder, at få dig op på barrikaderne. Jeg håber, at du vil holde fast i den smule forargelse, jeg måske vækkede i dig, jeg håber du vil forsvare trinitatistiden og den grønne farve, for den er fuld af liv og vækst. Trinitatistiden er mere end blot dvaletid. I denne tid ligger fokus på den hellige treenighed, Gud fader, Søn og Helligånd, mens vi holder fast ved alt det Jesus har lært os. Og vi prøver om vi dog kunne forstå det. Og det er ganske svært. For som ethvert godt brød tager det tid at fordøje evangeliet. Vi kan ikke gå fra den ene kirkelige højtid til den næste uden at stoppe op, og give os tid til at slå åndeligt mave en gang i mellem. Tanker tager tid. Store tanker tager lang tid. Og Trinitatistiden er de store tankers tid, i den tager vi livgreb med den kristne tros største mysterier. Tænk at skulle gribe kristendommens dybe mysterier i løbet af højest 26 søndage. I den kontekst er trinitatistiden ikke så overvældende lang, men snarere alt for kort. På den ene side har vi lige gennemlevet Jesu liv, vi er blevet mindet om, at Gud selv blev menneske - blev som én af os - og døde og opstod for os. Dét er det ene store mysterium - hvordan Gud blev menneske, uden at ophøre med at være Gud. Det andet store mysterium er, hvordan treenigheden hænger sammen. Trinitatis og treenighed er i bund og grund det samme ord. Et ord, der for den sags skyld ikke giver mening. Et ord for noget, vi ikke har ord for. Et ord for det, at Gud er tre personer, men ét væsen. Og der er ikke tale om en svær personlighedsforstyrrelse, nej der er tale om det ganske umulige, at de tre forskellige personer er én og samme Gud. En gammel trosbekendelse kaldet Athanasianum gør meget ud af netop dette. "På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men een Gud." Én Gud, tre personer - hvorfor er det vigtigt? Hvorfor skal det kædes sammen med livets og håbets farve? For hvis ikke Jesus var Gud selv, falder påskens budskab til jorden. Intet syndigt menneske kan sone hele menneskehedens synder, det kan kun Gud. Hvis ikke Faderen er Gud, hvem beder Jesus da til? Hvem er det, der skaber og opretholder verden? Hvis ikke Helligånden er Gud, hvem er det så kommer til disciplene pinsedag? Hvem er det, der styrker og udruster os? Men Faderen ér Gud, han skaber og opretholder livet. Jesus ér Gud, han døde og genopstod for at sone vore synder og bane vejen for os til livet. Helligånden ér Gud, han er nær hos os og forkynder os det glædelige budskab. Trinitatistiden er mysteriernes tid. Det er en tid, der skal hjælpe os til at fordøje og forstå, hvad det vil sige, at Jesus i kød og blod var Gud selv. Det er umuligt og forvirrende, men det er også forudsætningen for at kristendommens håb overhovedet giver mening. Trinitatistiden er håbets og livets tid.

Sognepræst Erik Bro Lavdal


Om det at bære og blive båret

Jeg synes, at det er tankevækkende, at de fleste danskere helt i starten af deres liv bliver båret af deres forældre ind i kirken til dåb, og når vi når til den anden ende af livet, bliver vi igen båret ud af kirken af vores nær-meste. Vi bæres ind i kirken og vi bæres ud af kirken af vore kære.

Undervejs imellem disse to yderpunkter i vores liv - dåb og begravelse - er vi ogsåofte afhængige af at blive båret og båret over med, måske ikke i bogstavelig forstand, som ved dåb og begravelse, men i mere overført betydning. I perioder, hvor vi har det svært og hvor livet bliver tungt, er via afhængige af, at der er mennesker omkring os, der kan bære med i vores liv med hjælp, støtte og opmuntring, og der kan også væretunge byrder, som vi kan lade Gud hjælpe os med at bære. I Indien fandtes der før i tiden langs de fleste veje såkaldte byrdebærere. En byrdebærer bestod af to store sten, der var placeret ved siden af hinanden kun adskilt af en lille passage, så det var muligt at gå ind imellem stenene. Disse byrdebærere havde en vigtig funktion for de mange fattige indere, der hverken havde æsel eller hest til at slæbe deres ting, når de skulle til markedet forat sælge deres varer. I stedet fik de bundetderes last op på et åg - en tværstang overskulderen - og således kunne de gå langt med endog meget tunge byrder. Undervejshavde de stor gavn af byrdebærer-stenene, der stod med jævne mellemrum langs veje-ne. Det var nemlig alt for omstændeligt af få alle pakkenellikerne af, hver gang de havdebrug for et pusterum, så i stedet kunne de blot gå ind imellem de to byrdebærer-sten og hvile byrderne på dem og på den måde få en lille pause og samle kræfter til at gå videre.

Byrdebærer-stenene bruges ikke så megetmere i Indien, men en del af de gamle sten har fundet en spændende ny anvendelse. I nogle af Indiens kirker har man nemlig taget de udtjente byrdebærer-sten ind i kirkerne og brugt dem som alter. Det er der en megetflot symbolik i, synes jeg. Dermed bliver de indiske gudstjenestedeltagere på en meget konkret måde mindet om Jesu ord i Matt.11,28, hvor han siger: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile".

Det er et fantastisk godt budskab for os alle, for hvem kender ikke til, at der engang imellem må bæres på tunge byrder i livet? Det kan være bekymringer, sygdom, sorg, arbejdsløshed, stress eller alt muligt andet. Og hvem kender ikke til at blive træt og bare have brug for et hvil? Jesus tilbyder at være en sådan byrdebærer-sten for os, så vi kan få en pause.

Ikke nok med at Gud vil bære livets byrder sammen med os, Biblen fortæller os, at han også vil bære vores skyld. Normalt er det ikke god skik at give andre skylden for noget, man selv har gjort - det er at løbe fra sit ansvar - men mange af os er alligevel gode til at skubbe skylden fra os. For andre er udfordringen den modsatte: De suger skyld til sig og tager brodden af andres kritik ved at tage hele skylden på sig: "Det er også min skyld det hele".

I kirken er vi fri for denne håbløse svingen mellem at løbe fra ansvaret, give andre skylden og at overbebyrde os selv med grænseløst ansvar, for i kirken er det legitimt at give en anden skylden, nemlig Kristus. Budskabet lyder: Lad være med altid at lade andre bæreskylden - Kristus bærer skylden. Lad være med al det selvplageri med egne skyldfølelser - Kristus bærer skylden. Kristi død bryder denne onde cirkel, som skylden altid er, ved at tilbyde at bære skylden for os. Så vi bæres ind i kirken ved livets start og vi bæres ud af kirken ved livets afslutning. Kirkens budskab er, at Gud, helt fra livets start og til dets afslutning, vil bære med på livets byrder og han vil bære på vores skyld.

Sognepræst Carsten Hoffmann