Præsternes side

Carsten Hoffmann

Provst Carsten Hoffmann kan kontaktes på

Tlf. 51172450 eller mail caho@km.dk


Erik Bro Lavdal

Sognepræst Erik Bro Lavdal kan kontates på

Tlf. 24447445 eller mail ebl@km.dk

Fuldkornsevangelie og grønne farver

Kirkeåret er en særlig størrelse. År efter år ruller hjulet. Igen og igen gennemlever vi en repræsentation af Jesu liv og levned. Fødsel, død og opstandelse - jul og påske - efterfølges af Kristi himmelfart. Med Jesu liv foldet ud foran os fortsætter kirkeåret ind i pinsen, før trinitatistiden gør sit indtog, og hjulet begynder på ny ved advent. Og ved første øjekast kunne dette kirkeårshjul godt trænge til en afbalancering. I løbet af et halv år brænder vi alle kirkens store højtider af den ene efter den anden. Og derefter - i et halvt år - slider vi på den grønne messehagel, mens de tre andre hænger fredeligt på deres store bøjler. Det er den grønne trinitatistid. Håbets, vækstens og livets farve. Tidligere blev trinitatistiden brudt op af forskellige helgenfester, men de er i dag alle samlet under allehelgensdag, der som den eneste dag bryder det grønne tyranni. Nu er det en bevidst provokation, at jeg skriver "det grønne tyranni" - og jeg vil gerne allerede nu beklage, det er et billigt kneb. Min hensigt er, her hvor trinitatistiden begynder, at få dig op på barrikaderne. Jeg håber, at du vil holde fast i den smule forargelse, jeg måske vækkede i dig, jeg håber du vil forsvare trinitatistiden og den grønne farve, for den er fuld af liv og vækst. Trinitatistiden er mere end blot dvaletid. I denne tid ligger fokus på den hellige treenighed, Gud fader, Søn og Helligånd, mens vi holder fast ved alt det Jesus har lært os. Og vi prøver om vi dog kunne forstå det. Og det er ganske svært. For som ethvert godt brød tager det tid at fordøje evangeliet. Vi kan ikke gå fra den ene kirkelige højtid til den næste uden at stoppe op, og give os tid til at slå åndeligt mave en gang i mellem. Tanker tager tid. Store tanker tager lang tid. Og Trinitatistiden er de store tankers tid, i den tager vi livgreb med den kristne tros største mysterier. Tænk at skulle gribe kristendommens dybe mysterier i løbet af højest 26 søndage. I den kontekst er trinitatistiden ikke så overvældende lang, men snarere alt for kort. På den ene side har vi lige gennemlevet Jesu liv, vi er blevet mindet om, at Gud selv blev menneske - blev som én af os - og døde og opstod for os. Dét er det ene store mysterium - hvordan Gud blev menneske, uden at ophøre med at være Gud. Det andet store mysterium er, hvordan treenigheden hænger sammen. Trinitatis og treenighed er i bund og grund det samme ord. Et ord, der for den sags skyld ikke giver mening. Et ord for noget, vi ikke har ord for. Et ord for det, at Gud er tre personer, men ét væsen. Og der er ikke tale om en svær personlighedsforstyrrelse, nej der er tale om det ganske umulige, at de tre forskellige personer er én og samme Gud. En gammel trosbekendelse kaldet Athanasianum gør meget ud af netop dette. "På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men een Gud." Én Gud, tre personer - hvorfor er det vigtigt? Hvorfor skal det kædes sammen med livets og håbets farve? For hvis ikke Jesus var Gud selv, falder påskens budskab til jorden. Intet syndigt menneske kan sone hele menneskehedens synder, det kan kun Gud. Hvis ikke Faderen er Gud, hvem beder Jesus da til? Hvem er det, der skaber og opretholder verden? Hvis ikke Helligånden er Gud, hvem er det så kommer til disciplene pinsedag? Hvem er det, der styrker og udruster os? Men Faderen ér Gud, han skaber og opretholder livet. Jesus ér Gud, han døde og genopstod for at sone vore synder og bane vejen for os til livet. Helligånden ér Gud, han er nær hos os og forkynder os det glædelige budskab. Trinitatistiden er mysteriernes tid. Det er en tid, der skal hjælpe os til at fordøje og forstå, hvad det vil sige, at Jesus i kød og blod var Gud selv. Det er umuligt og forvirrende, men det er også forudsætningen for at kristendommens håb overhovedet giver mening. Trinitatistiden er håbets og livets tid.

Sognepræst Erik Bro Lavdal


Om det at bære og blive båret

Jeg synes, at det er tankevækkende, at de fleste danskere helt i starten af deres liv bliver båret af deres forældre ind i kirken til dåb, og når vi når til den anden ende af livet, bliver vi igen båret ud af kirken af vores nær-meste. Vi bæres ind i kirken og vi bæres ud af kirken af vore kære.

Undervejs imellem disse to yderpunkter i vores liv - dåb og begravelse - er vi ogsåofte afhængige af at blive båret og båret over med, måske ikke i bogstavelig forstand, som ved dåb og begravelse, men i mere overført betydning. I perioder, hvor vi har det svært og hvor livet bliver tungt, er via afhængige af, at der er mennesker omkring os, der kan bære med i vores liv med hjælp, støtte og opmuntring, og der kan også væretunge byrder, som vi kan lade Gud hjælpe os med at bære. I Indien fandtes der før i tiden langs de fleste veje såkaldte byrdebærere. En byrdebærer bestod af to store sten, der var placeret ved siden af hinanden kun adskilt af en lille passage, så det var muligt at gå ind imellem stenene. Disse byrdebærere havde en vigtig funktion for de mange fattige indere, der hverken havde æsel eller hest til at slæbe deres ting, når de skulle til markedet forat sælge deres varer. I stedet fik de bundetderes last op på et åg - en tværstang overskulderen - og således kunne de gå langt med endog meget tunge byrder. Undervejshavde de stor gavn af byrdebærer-stenene, der stod med jævne mellemrum langs veje-ne. Det var nemlig alt for omstændeligt af få alle pakkenellikerne af, hver gang de havdebrug for et pusterum, så i stedet kunne de blot gå ind imellem de to byrdebærer-sten og hvile byrderne på dem og på den måde få en lille pause og samle kræfter til at gå videre.

Byrdebærer-stenene bruges ikke så megetmere i Indien, men en del af de gamle sten har fundet en spændende ny anvendelse. I nogle af Indiens kirker har man nemlig taget de udtjente byrdebærer-sten ind i kirkerne og brugt dem som alter. Det er der en megetflot symbolik i, synes jeg. Dermed bliver de indiske gudstjenestedeltagere på en meget konkret måde mindet om Jesu ord i Matt.11,28, hvor han siger: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile".

Det er et fantastisk godt budskab for os alle, for hvem kender ikke til, at der engang imellem må bæres på tunge byrder i livet? Det kan være bekymringer, sygdom, sorg, arbejdsløshed, stress eller alt muligt andet. Og hvem kender ikke til at blive træt og bare have brug for et hvil? Jesus tilbyder at være en sådan byrdebærer-sten for os, så vi kan få en pause.

Ikke nok med at Gud vil bære livets byrder sammen med os, Biblen fortæller os, at han også vil bære vores skyld. Normalt er det ikke god skik at give andre skylden for noget, man selv har gjort - det er at løbe fra sit ansvar - men mange af os er alligevel gode til at skubbe skylden fra os. For andre er udfordringen den modsatte: De suger skyld til sig og tager brodden af andres kritik ved at tage hele skylden på sig: "Det er også min skyld det hele".

I kirken er vi fri for denne håbløse svingen mellem at løbe fra ansvaret, give andre skylden og at overbebyrde os selv med grænseløst ansvar, for i kirken er det legitimt at give en anden skylden, nemlig Kristus. Budskabet lyder: Lad være med altid at lade andre bæreskylden - Kristus bærer skylden. Lad være med al det selvplageri med egne skyldfølelser - Kristus bærer skylden. Kristi død bryder denne onde cirkel, som skylden altid er, ved at tilbyde at bære skylden for os. Så vi bæres ind i kirken ved livets start og vi bæres ud af kirken ved livets afslutning. Kirkens budskab er, at Gud, helt fra livets start og til dets afslutning, vil bære med på livets byrder og han vil bære på vores skyld.

Sognepræst Carsten Hoffmann