Præsternes side

Carsten Hoffmann

Provst Carsten Hoffmann kan kontaktes på

Tlf. 51172450 eller mail caho@km.dk


Erik Bro Lavdal

Sognepræst Erik Bro Lavdal kan kontates på

Tlf. 24447445 eller mail ebl@km.dk

Om det at bære og blive båret

Jeg synes, at det er tankevækkende, at de fleste danskere helt i starten af deres liv bliver båret af deres forældre ind i kirken til dåb, og når vi når til den anden ende af livet, bliver vi igen båret ud af kirken af vores nær-meste. Vi bæres ind i kirken og vi bæres ud af kirken af vore kære.

Undervejs imellem disse to yderpunkter i vores liv - dåb og begravelse - er vi ogsåofte afhængige af at blive båret og båret over med, måske ikke i bogstavelig forstand, som ved dåb og begravelse, men i mere overført betydning. I perioder, hvor vi har det svært og hvor livet bliver tungt, er via afhængige af, at der er mennesker omkring os, der kan bære med i vores liv med hjælp, støtte og opmuntring, og der kan også væretunge byrder, som vi kan lade Gud hjælpe os med at bære. I Indien fandtes der før i tiden langs de fleste veje såkaldte byrdebærere. En byrdebærer bestod af to store sten, der var placeret ved siden af hinanden kun adskilt af en lille passage, så det var muligt at gå ind imellem stenene. Disse byrdebærere havde en vigtig funktion for de mange fattige indere, der hverken havde æsel eller hest til at slæbe deres ting, når de skulle til markedet forat sælge deres varer. I stedet fik de bundetderes last op på et åg - en tværstang overskulderen - og således kunne de gå langt med endog meget tunge byrder. Undervejshavde de stor gavn af byrdebærer-stenene, der stod med jævne mellemrum langs veje-ne. Det var nemlig alt for omstændeligt af få alle pakkenellikerne af, hver gang de havdebrug for et pusterum, så i stedet kunne de blot gå ind imellem de to byrdebærer-sten og hvile byrderne på dem og på den måde få en lille pause og samle kræfter til at gå videre.

Byrdebærer-stenene bruges ikke så megetmere i Indien, men en del af de gamle sten har fundet en spændende ny anvendelse. I nogle af Indiens kirker har man nemlig taget de udtjente byrdebærer-sten ind i kirkerne og brugt dem som alter. Det er der en megetflot symbolik i, synes jeg. Dermed bliver de indiske gudstjenestedeltagere på en meget konkret måde mindet om Jesu ord i Matt.11,28, hvor han siger: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile".

Det er et fantastisk godt budskab for os alle, for hvem kender ikke til, at der engang imellem må bæres på tunge byrder i livet? Det kan være bekymringer, sygdom, sorg, arbejdsløshed, stress eller alt muligt andet. Og hvem kender ikke til at blive træt og bare have brug for et hvil? Jesus tilbyder at være en sådan byrdebærer-sten for os, så vi kan få en pause.

Ikke nok med at Gud vil bære livets byrder sammen med os, Biblen fortæller os, at han også vil bære vores skyld. Normalt er det ikke god skik at give andre skylden for noget, man selv har gjort - det er at løbe fra sit ansvar - men mange af os er alligevel gode til at skubbe skylden fra os. For andre er udfordringen den modsatte: De suger skyld til sig og tager brodden af andres kritik ved at tage hele skylden på sig: "Det er også min skyld det hele".

I kirken er vi fri for denne håbløse svingen mellem at løbe fra ansvaret, give andre skylden og at overbebyrde os selv med grænseløst ansvar, for i kirken er det legitimt at give en anden skylden, nemlig Kristus. Budskabet lyder: Lad være med altid at lade andre bæreskylden - Kristus bærer skylden. Lad være med al det selvplageri med egne skyldfølelser - Kristus bærer skylden. Kristi død bryder denne onde cirkel, som skylden altid er, ved at tilbyde at bære skylden for os. Så vi bæres ind i kirken ved livets start og vi bæres ud af kirken ved livets afslutning. Kirkens budskab er, at Gud, helt fra livets start og til dets afslutning, vil bære med på livets byrder og han vil bære på vores skyld.

Sognepræst Carsten Hoffmann