Beskrivelse af kirken og inventaret

Den blytækkede kirke består af kor, skib, tidligere våbenhus mod nord og et nyt tårn ved vestgavlen. Den romanske kerne er kor og skib af tilhugne kvadre på skråkantsokkel. Syddøren er tilmuret. To romanske vinduer er bevaret på nordsiden, et i koret og et i skibet, begge udvendig i lysningen; ved det sidstnævnte er på indersiden anbragt et par kvadre med udhuggede menneskehoveder. Sydsidens kvadre er i ny tid noget reguleret og omsat, da nye, store jernvinduer blev indsat. Det senmiddelalderlige våbenhus er opført af munkesten i munkeskifte med usædvanlig tykke mure. Det fungerer nu som dåbsværelse. Tårnet, hvis nederste rum er våbenhus, er opført 1919. Kirkens indre dækkes af bjælkelofter. Triumfmuren har romansk, kvaderindfattet korbue med svære kragsten og har været flankeret af to store, rundbuede sidealternicher, hvoraf kun den nordlige er bevaret. 

En tidligere altertavle med et maleri af den korsfæstede, i nygotisk ramme er nedtaget i 1974, og billedet ophængt på skibets nordvæg. Altertavlen blev erstattet af et mosaikvindue mod øst: "Vandringen til Emaus" udført af Sven Havsteen Mikkelsen. På alteret står et støbejerns-krucifiks udført af Henning Wiinberg. I 2008 blev det gamle antependium udskiftet med et vævet antependium, udført af Lene Abildgaard Knudsen, Lemvig.

Den omdannede alterkalk har middelalderlige bestanddele. Alterstagerne er umage, men vistnok begge fra 1500-tallet. Romansk fontekumme af granit, af kugleform med udhuggede ranker, på ny fod; sydtysk dåbsfad fra tiden omkring 1575. Prædikestolen er et renæssance snitværk fra tiden 1600-1625 med enkle, doriske søjler og firkantede billedløse felter; samtidig himmel. En række stolegavle med udskårne beslagmønstre i renæssance, dateret 1656, er bevaret øverst i kirken (et enkelt lignende stade ligger på loftet).

I korets nordvæg er indsat en stor kalkstens-ligsten over Jens Henrik Brasch til Lindtorp, død 1760, og to hustruer. (Se billeder her)

Kirken har to klokker. Den ældste er støbt 1766 (König, i Viborg) og den nyere taget i brug i 1986, skænket af et ægtepar i sognet. To lysekroner er skænket 1919. Et stort, kalkmalet figurbillede blev 1908 fremdraget på triumfvæggen, tillige med en dekoration om det gamle vindue på nordsiden; atter tildækket. Kirken har 1959 fået el-varme.


Kirkebygningen

Kort beskrivelse fra "Kirkerne i Struer Provsti" 2007:

Asp kirke er en smuk middelalderkirke i romansk stil fra ca. 1160. Kirkerummet domineres af det særprægede kor, som ved restaurering i 1974 fik sit meget enkle og dog moderne præg med et lille støbejernskrucifiks på
alteret af Henning Wiinberg og den meget iøjnefaldende glasmosaikrude i østgavlen af Sven Havsteen Mikkelsen med titlen: Vandringen til Emmaus. Midterfeltet fra den gamle altertavle med motiv af Jesu korsfæstelse hænger på skibets nordvæg. Døbefonten er meget gammel og placeret lige nedenfor korbuen, der, tillige med en niche ved siden af, har en smuk ramme af tilhugne kvadersten. Ny klokke fra 1988 hænger sammen med den gamle fra 1600-tallet i tårnet.